Februar 2019

Kære menighed, kære venner.
Når du sidder med dette nummer af nyhedsbrevet skriver vi februar. Allerede nu ser man at dagene længes, hvilket jo er et tegn på at lyset vender tilbage, og med det nærmer det kommende forår sig også. Inden længe kan vi se de første forårsbebudere, i form af Erantis og krokus, jo det er i sandhed en glædens tid, når vi ser livet vende tilbage efter vinterens søvn.

Paulus skriver i Efeserbrevet 1. og vers 1 – 2.
Paulus, ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, sender hilsen til de hellige, som er i Efesus, de troende i Kristus. Nåde være med jer og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus. 
Det er specielt ordet de hellige, at jeg gerne vil standse op ved. Jeg husker fra min skoletid på Nordre skole på Nylandsvej i Silkeborg, at jeg ofte blev mødt at denne hilsen, fra mine skolekammerater. 

DER KOMMER HAM DEN HELLIGE!
Dengang opfattede jeg det som et skældsord, og jeg kunne ikke fordrage at blive kaldt det. Alle vidste at mine forældre tilhørte en lille husmenighed, som var underlagt pinsekirken i Århus.

Dengang tænkte jeg ofte på, hvorfor mine forældre ikke bare var som alle andre. Først langt senere i livet skulle jeg forstå hvad det betød at være hellig.

Når Palus sender denne hilsen til menigheden i Efesus, bruger han helt bevidst dette udtryk, de hellige, med andre ord de som i deres livsvandring med Jesus, er kommet til at ligne ham. For det er jo det som Paulus sigter til, at vi skal komme ti lunder vores vandring, at komme til at ligne Kristus mere og mere.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på et ægtepar, som har været gift med hinanden i mange år, de kommer til at ligne hinanden mere og mere, ofte tænker de det samme og ofte har de samme tanke om et ellet andet.

Gennem ægteskabet slibes vi mere og mere, så de skarpe hjørner med alderen bliver mere og mere runde.

Kære venner vi er alle kalde til at vandre, sammen med Jesus for det er under denne vandring, vi lærer ham mere og mere at kende.

Vi husker nok alle beretningen om Marta og Maria og deres broder Lazarus, hvor Jesus ofte kom på besøg, og engang hvor Jesus endnu engang besøgte det lille hjem, havde Marta travlt med huslige sysler, medens Maria satte sig ved Jesu fødder. Det afsted kom en reaktion fra Marta, hvilket vi læser i Lukas 10. vers 42. Herre bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig ene om arbejdet? Sig dog til hende at hun skal hjælpe mig.

Men der var noget som Marta ikke havde forstået, og det er det som Jesus peger på i vers 42. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.

Det daglige fællesskab med Jesus, er det som former os og danner vores karakter. Jeg husker stadig tydeligt mit første år på Højskolen i Mariager, hvordan jeg lærte betydningen af at sætte tid af, ved dagens begyndelse og læse i min bibel, og suge til mig af sandheden i Guds ord, for det var det som betød allermest for Maria, nemlig fællesskabet med Jesus, og at høre Jesu undervisning som endte med at blive, som en GPS. For hendes liv.

Hvad er det salmisten siger i Salme 119 og vers 105. Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

Hvis ikke vi har Guds ord til at vejlede os, risikerer vi at fare vild, for Guds ords lys er det, som leder os tættere på Jesus, så vi kommer til at ligne ham mere og mere.

Vi har en sang i vor sangbog, hvor det lyder sådan her i vers 1.

At blive lig, dig, Frelser, du kære!
Det er min længsel, daglig min bøn.
Gerne jeg vil forsage al verden
For dig at ligne, Jesus Guds søn.

Det er målet med vores vandring, her på jorden at vi må komme til at ligne ham mere og mere, og så får betydningen af det at være hellig, en helt anden betydning.

Kærlig Hilsen
— Verner Madsen

​